Peaking - Nyt mødekoncept

Fire virksomheder fra Designandelen gav deres bud på et personalearrangement for firmaet Vikargruppen Danmark. Det kom der noget nyt og unikt ud af – ikke mindst fordi teamet bag bestod af en kok, en playmaker, en scenograf og en erhvervspsykolog

Peaking: Energiske møder og konferencer 
”Vi kender alle de klassiske og intetsigende møder og konferencer alt for godt. Direktionen har inviteret os alle på fint hotel. Der er otte oplæg – helst med eksterne, som er kloge på alt andet end vores egen hverdag, et par forkølede pauser og en stor, fed frokost. Kl. 16 har deltagerne siddet passivt i mange timer og går frustrerede hjem, ofte mere trætte og drænede for energi, end hvis de havde løbet en halvmaraton,” fortæller playmaker Mette Ullersted. 

”Men sådan behøver det ikke at være – det er der mange, der har talt om før os – men nu har vi gjort det i praksis – vi kalder konceptet PEAKING,” fortsætter Mette Ullersted.

Den tredje mur er væltet 
Normalt er kurser, seminarer og konferencer bygget op som envejs kommunikation eller i bedste fald som tovejs kommunikation mellem oplægsholder og deltagere. 

De fire iværksættere var derfor optaget af, hvordan deltagerne blev mere involveret. Ikke bare involveret sådan til husbehov, men virkeligt involveret og hvordan deltagernes engagement og energi kunne holdes oppe en hel dag. Svaret blev: ved hjælp af de rette fysiske rammer, den rette forplejning og et afvekslende og udviklende program. 

”Vi ved godt, at vi kæmper med en usynlig mur. Hvis tv-producenterne kunne, ville de også fjerne muren ud til seerne. Se bare alle de tegn de sender i den retning: Tv på Hovedbanegården, tv på Rådhuspladsen, sms-afstemninger; seerne stemmer og bestemmer – sådan da,” fortæller erhvervspsykolog Lars Henrik Nielsen. ”Men inviterer du dine deltagere eller kollegaer ind i processen med den rette kombination af tryghed, nysgerrighed og forundring, så holder de sig vågne og yder deres maksimale, langt mere end jeg tidligere har set i andre processer,” fortæller Lars Henrik Nielsen. 

Rammen 
Et billede kan være flot, men sættes det i den rette ramme, bliver det måske ekstra smukt. En gave, som er pakket flot ind, vækker nysgerrighed og glæde - indpakningen gør en forskel!

Men et personalearrangement kan ikke pakkes ind, eller kan det? Det mener virksomhedsscenograf Karen Noeberg godt kan lade sig gøre. ”Rammen eller den rette scene er vores indpakning,” forklarer Karen Noeberg. ”I dette tilfælde handlede det om at rammesætte dagens program med optimale rammer for læring, nysgerrighed og udvikling. Det sker bl.a. ved at benytte sig af effekter, lys og lyd som nogle af de vigtigste faktorer,” fortæller Karen Noeberg. 

Uden mad og drikke duer helten ikke 
Det gamle ordsprog har ret, og er du ikke enig, så prøv at invitere dine kollegaer på et heldagskursus og begynd med at fortælle dem, at forplejningen er sparet væk. Men desværre er det ofte sådan, at den forplejning, vi møder på kurser og konferencer, nok ser lækker ud på overfladen, men ikke altid er den optimale vej til den maksimale arbejdsindsats og energi. Netop dette emne har kokken Per Guldbrandt valgt at kaste sin personlige og faglige passion over. 

”De fleste har sikkert prøvet at gå amok i kursuscenterets kaffe- og kagebord og oplevet, at energien desværre forsvinder lige så hurtigt, som den kom” fortæller Per Guldbrandt. ”Derfor har vi under dette arrangement arbejdet med, hvordan forplejningen ikke kun skal opfylde det behov at vi bliver mætte, men også, at vi oplever at have energi og fokus hele dagen igennem. Også kl. 21.45, når vi er i gang med sidste programpunkt,” fortæller Per Guldbrandt. 

Om det virkede? ”Ja da fortæller kokken med et stort smil. Med den rette kombination af optimale rammer, proces, indhold og forplejning så er grænsen for udbyttet af en personaledag blevet kraftigt udfordret. 

Vil du vide mere 
Workshoppen blev iscenesat og udviklet af:
Per Guldbrandt, kok fra firmaet Kokkenhavn, per@kokkenhavn.com 
Mette Ullersted, playmaker og proceskonsulent, mail@metteullersted.dk 
Karen Noeberg, virksomhedsscenograf, karen@noeberg.dk 
Lars Henrik Nielsen, erhvervspsykolog, info@innewvation.dk